Vi havde stillet uret idag, til kl. 6.30. Vi ville tidligt op i Vallyen, både for at være sikre på en parkeringsplads, men så sandelig også for at få så meget tid som muligt deroppe.

Turen derop var på 32 miles, så der var lidt at kigge på undervejs.

På et tidspunkt var der omkørsel, fordi bjergsiden var styrtet ned og havde knus vejen. Det var faktisk ikke så rart at se på.

Vi kørte langs med floden Merced River, flot at se den bruse afsted.

Vi nåede til indgangen til Yosemite, hvor man skal vise sit Nataionalpark Pas. Det er et pas som vi har købt, så vi har kunne komme ind i alle nationalparkerne. Det sparer man en del penge på.

Vi havde ikke kørt langt før “han” stod der; El Capitan. Den kæmpe store lodrette klippevæg, som er så populær at klatre på.

Vi stoppede op for at betragte den og tage et par billeder.

Prøv at se på nedenstående billede, hvis du har mulighed for at forstørre det, så kan du se 2 mænd som er på vej op af klippen. Det er så syret.

På stedet, hvor vi har fotograferet, stod der en “gammel” gut, som har klatret turen mange gange. Han stod der for at svare på spørgsmål, og man kunne få et kig i kiggerten, så man kunne se gutterne på væggen.

Det kan tage omkring 8 dage at klatre op. Hmmmm det havde jeg aldrig tænkt. De sover på vej op, samt spiser og drikker. Og både bimmelim og bummelum bliver så også klaret deroppe. Man skal nok ikke tænke nærmere over hvordan….

På nedenstående billede kan i se den “hænge seng” som de har med op. Seriøst – de ligger og sover på den deroppe.

Ved siden af den kunne man se Yosemite Fall, et flot vandfald.

Vi satte os ind i bilen igen og fandt hen til hvor vi kunne parkere den for dagen. Igen ville vi benytte os af schuttelbusserne, som fungerer rigtig godt. Dog skulle vi lige have morgenmad inden vi tog afsted. Vi fik smurt nogle madder og spiste.

Første stop med bussen var igen ved El Capitan. Vi skulle lige udforske den lidt mere – fra jorden altså. Vi vandrede ind i “buskadset” for at komme frem til roden af bjerget. Det var noget af en udfordring. De er altså helt specielle, de folk som går denne “grove” vej med al deres udstyr. Men lige pludselig blev vi bare bidt og bidt af myg, de første vi har mødt på vores ferie. Så vi gad ikke gå længere ind. Men vi kunne også sagtens kigge op af klippen, derfra hvor vi var nået til. Og vi kunne se alle dem som hang på klippevæggen.

Vi gik tilbage til vejen og fandt en bus igen. Så kørte vi ud til vandfaldene ved Happy Isles. Vi blev enige om, at prøve at gå hele vejen op til toppen af Vernal Fall.

Det var en heftig stejl tur, på meget smalle stier og der var mange mennesker. Det var ret varmt. Men udstyret med vand, gik det fint. Det hev godt i lårbasserne.

Undervejs var der mange fine udsigts steder, og vi stoppede tit for at kigge ( og for at få vejret ).

Efter ca. 1½ times var vi ved den sidste trappe op til toppen. Jeg gik lidt op ad den, og så sagde min hjerne og krop STOP – jeg skulle simpelthen ikke helt derop.

Så jeg fandt fodfæste og stod lænet op af klippemuren, mens Kim gik helt op for at tage billeder. Ærgerligt, men jeg kunne simpelthen ikke, det var for højt, for smalt og for stejlt.

Her sidder jeg pænt og venter.

Men Kim fik nogle fine billeder i kassen.

På vejen ned holdt vi et lille hvil for lige at spise en snack. Her fik vi hurtigt selskab af vores venner, som nu er blevet temmelig familieære….

Frække dyr.

Ellers var turen ned fin, det gik lidt hurtigere end op…

Vel nede igen, tog vi bussen tilbage til parkeringspladsen. Så spiste vi frokost og fik fyldt depoterne op igen.

Det sidste vi skulle var, at køre ud til Bridalveil Fall, det skulle være det sidste for idag. Smukt smukt vandfald.

Det var så slut for idag og vi begav os mod udgangen.

Der var lige et sted, hvor man skulle være glad for at vi vidste hvor høj og bred ens bil er.

og et sted til

og så skulle vi jo også lige holde øje med at vi ikke kørte nogle bjørne ned.

Fremme ved udgangen, sagde vi pænt farvel

Det er så godnat for idag. Vi er nok først på nettet igen tirsdag.